Uendelig lang uge!

Hvordan går det så med din træning, bliver jeg spurgt om.

Jo tak siger jeg, det går rigtig dårligt!

Jeg har ikke haft energien, lysten eller muligheden for det.

Der er sket rigtig meget den sidste uges tid, hvor min mand har været en tur igennem det dejlige sygehusvæsen, vi nu har her i Danmark.

Han fik påbegyndt en rodbehandling torsdag d 4 okt. hvilket var fint, han fik foretaget og vi tog hjem i troen om at så var det “bare” resten af rodbehandlingen skulle tages 14 dage efter, men der kunne vi godt tro om.

Fredag gik nogenlunde, han fik mere ondt, men han har aldrig fået lavet én rodbehandling før og det har jeg heller ikke, så han tog nogle smertestillende (en del) for at komme af med smerterne.

Lørdag begyndte han at hæve op i hele ansigtet, blev svimmel og kunne ikke være i sig selv pga. smerte. Vi ringer derfor til vagtlægen og kommer til rigtig hurtigt. han blev undersøgt og fik beskeden om at han havde et infektionstal på 98 (det skal være på mellem 5 og 9). Der blev lavet en recept på antibiotika og det skulle gerne virke inden mandag.

Søndag hævede han endnu mere op og fik svært ved at snakke, der begyndte det at gå op for os hvor alvorligt det er ved at være. han bliver ved med at tage mange smertestillende.

Mandag morgen ringer vi til tandlægen for nu var det blevet endnu værre og min mand kunne slet ikke snakke eller åbne munden. De udskrev to andre formere for antibiotika uden de havde undersøgt ham. Senere på dagen begyndte hævelsen at gå ned af halsen på ham og der slog jeg alarm! jeg ringede til hans læge og han skulle undersøges igen. Der blev fortaget en masse undersøger og der fik vi beskeden om at lægens maskine hvor de måler infektionstal ikke kunne måle det helt præcis tal, da det nu var på over 300! Her begynder det for alvor, for nu kan betændelsen gå i hans blod og få blodforgiftning, men alligevel slår lægen ikke alarm og forsikre os om at hævelsen i halsen ikke vi kunne påvirke hans luftrør.

Mandag eftermiddag går det op for os hvor mange piller han egentlig har taget for at være smertefri og det var voldsomt. Vi kontakter giftlinjen og deres melding får det hele til at rulle. han skulle nemlig akut på syghuset og afgiftes! Vi kommer på sygehuset og der sker en masse ting og han bliver tilkoblet et drop og for påbegyndt sin afgiftning indtil lægerne ser ham, der kommer den mest skrækkelige melding nogensinde! hævelsen er nu blevet så voldsomt så hans luftrør han lukke til hvornår det skulle være! der bliver bestilt en akut CT scanning for at se hvor voldsomt det ser ud indvendigt.

Mandag aften kommer der svar på scanningen og den ser ikke god ud! De kunne ikke gøre mere for ham, men de havde ringet efter en ambulance for han skulle overføres til kæbeafdelingen på Aarhus universitetshospital. Hjertet stoppede lige et øjeblik og tankerne fløj rundt, for jeg havde ikke mulighed for at tage med da vi han en datter som der var derhjemme som blev passet af hendes farfar, men hun skulle jo også afsted næste morgen. Jeg ender med at tage hjem for de forsikre os om at der kom ikke til at ske noget mandag nat. Den nat blev der ikke sovet meget!

Tirsdag morgen fik jeg gjort vores datter klar til at komme i dagpleje og jeg tog turen til Aarhus, det tager ca. 30-35 minutter. Jeg kommer til Aarhus og vi fik endnu et tal af hans infektionstal og det var nu på 375. Ingen antibiotika ville kunne hjælpe, han skulle opereres om ikke særlig lang tid, for nu skulle det gå stærkt inden det går galt. Nu gik det for alvor hurtigt og helvedet startede. 4 timer senere lå han på operationsbordet og var skrækslagende for han har aldrig være i narkose eller blevet opereret før.

Selve operationen varede 2 timer og jeg sad selvfølgelig og ventede ved opvågningen for det havde han spurgt mig om jeg ikke vil det så han ikke var alene på noget tid. Han havde fået lagt et dræn i halsen, så betændelsen kunne sive ud selv.

Tirsdag aften kom han tilbage på stuen og han havde ondt, men under omstændighederne havde han det godt. Nu var det bare et spørgsmål om at hans infektionstal skulle falde, men risikoen for en ny operation var der stadigvæk.

Onsdag morgen blev der taget nye blodprøver og vi krydsede fingre for at talende var faldet nu når han fik tre gange antibiotika hver dag. Tiden kom til stuegang og vi var spændte på om det var godt nyheder eller om det ikke havde hjulpet noget.

Lægerne kom, og endelig var der gode nyheder, talende var faldet med ca. 100 og min mand var nu klar til at komme hjem, men nej, talende skulle gerne ned på 50 før han kom hjem.

Onsdag aften blev der taget nogle nye og de var også faldende, så det var dejlige nyheder og jeg kunne med ro i maven tage hjem til min datter som var blevet passet af hendes bedste forældre imens alt dette står på.

Torsdag morgen tages der nye prøver og de var på 105, JA TAK, han fik med nød og næppe lov til at tage hjem ligeså snart han havde fået taget drænet ud og blev syet.

Alt dette gik som det skulle og min mand var nu en fri mand, udover han skal tage antibiotika den næste uges tid og han skal have fjernet sine sting på mandag.

Så nej træningen er ikke gået som den skulle og motivationen er ikke den største lige pt.

Der røg et par kg da jeg absolut var så stædig så jeg skulle tage trapperne op og ned fra 5 sal. dem gik jeg en del da jeg har det bedste med at gå udenfor når jeg snakker i telefon og der skulle ringes hverdag det var nyt til hans familie.